baggrund

Der findes ca. 14.000 anbragte børn og unge i Danmark. Tallet omfatter aldersgruppen 0-23 år. Heraf er ca. 12.700 under 18 år.

I løbet af 2006 blev i alt 2738 børn og unge anbragt uden for hjemmet. Det svarer til ca. 7-8 om dagen! Anbringelserne sker som oftest på baggrund af problematiske forhold hos enten forældrene eller barnet.

Adfærds-, tilpasnings- og skoleproblemer er typisk set hos børnene/de unge, medens voldsom disharmoni i familien, misbrug og psykiske lidelser hos forældrene som oftest udløser anbringelsen.

De anbragte børn og unge bor enten i plejefamilier eller på institution. Der findes mange forskellige institutionstyper, f.eks. børnehjem, opholdssteder, behandlingshjem samt kost- og efterskoler.

(Unge dømt til anbringelse for kriminelle handlinger er ikke inkluderet i hverken talmateriale eller formål).

Kilde: SFI og Ankestyrelsen, maj 2007

 

Den Nye Børnehjælpsdag i Svendborg arbejder til fordel for områdets cirka 480 danske børn og unge, som er anbragt på institutioner, opholdssteder og i plejefamilier blandt andet på grund af omsorgssvigt.  

se avisartikel fra opstart af foreningen: "De skal sælge den nye Børnehjælpsdag"

Den Nye Børnehjælpsdag i Svendborg støtter de anbragte børn og unge gennem positiv opmærksomhed samt særlige oplevelser, der kan styrke deres selvværd og udvikle deres kompetencer.  

Børnene kan tage oplevelserne med sig i livets rygsæk, når de skal møde verden på egen hånd. 

Samtidig vil Den Nye Børnehjælpsdag i Svendborg arbejde for at der oprettes en basis for, at anbragte børn kan møde andre børn i samme situation – og herigennem få et netværk, der kan give dem følelsen af samhørighed. 

Den Nye Børnehjælpsdag i Svendborg vil vise de anbragte børn og unge, at der er voksne i det danske samfund, der vil og ønsker dem det godt.