Vedtægter

Vedtægter for

 foreningen

”Den nye Børnehjælpsdag i Svendborg”

 

 

 §1 Navn og hjemsted.
 1.01 Foreningens navn er "Den nye Børnehjælpsdag i Svendborg”.
 1.02 Foreningen har hjemsted i Svendborg Kommune.
   
 §2 Formål. 

2.01

Foreningens formål er, hovedsagligt gennem afholdelse af Børnehjælpsdagens Pinsefest i Christiansminde, at tilbyde anbragte og omsorgssvigtede børn og unge en årlig tilbagevendende traditionel oplevelse.
 2.02

Foreningens andet formål er, at yde økonomisk støtte til den lokale afdeling af HOME-START familiekontakt, gennem indsamling af midler.

  2.03 Foreningen kan også beslutte at støtte andre formål som vedrører børns trivsel.
   
 §3  Medlemmer og kontingent. 
 3.01 Som medlem af foreningen kan optages alle fynske foreninger og institutioner der arbejder  med børn og unge, samt enkeltpersoner der måtte have interesse for foreningens arbejde. Medlemskabet er personligt, og kun personer der er fyldt 18 år, kan blive medlem. Dispensation herfor kan gives af bestyrelsen. En medlemsforening eller institution kan højest repræsenteres med 1 person.
 3.02 Medlemskab følger regnskabsåret ét år ad gangen ved samtidig betaling af årskontingent. Kvittering for indbetalt årskontingent eller medlemskort er gyldigt medlemsbevis.
 3.03 Der betales fuldt årskontingent uanset, hvornår på året indmeldelsen finder sted. Der tilbagebetales ikke kontingent ved et medlems udmeldelse af foreningen. Udmeldelse i løbet af et kalenderår kan ske skriftligt til foreningens formand.
 3.04 Det årlige kontingent fastsættes af generalforsamlingen.
 3.05 Optagelse af et medlem i foreningen kan nægtes, når særlige grunde taler herfor, og foreningens bestyrelse stemmer for afvisning af indmeldelsen. En sådan beslutning om afvisning af medlemskab kan efter begæring af den person, som er nægtet medlemskab, efterprøves på foreningens førstkommende ordinære generalforsamling. Spørgsmålet optages som et særskilt punkt på generalforsamlingens dagsorden. Den pågældende person, som er nægtet medlemskab af foreningen, har ret til at få foretræde for generalforsamlingen og fremføre sit forsvar. 
 3.06 Udøver et menigt medlem en for foreningen skadelig virksomhed, kan medlemmet ekskluderes som medlem ved beslutning i foreningens bestyrelse. En sådan beslutning kan efter begæring af det ekskluderede medlem efterprøves på foreningens førstkommende ordinære generalforsamling. Det ekskluderede medlem har ikke adgang til foreningens aktiviteter, møder m.v. i tiden mellem bestyrelsens beslutning om eksklusion og frem til generalforsamlingens efterprøvelse af beslutningen. Spørgsmålet om eksklusion optages som et særskilt punkt på generalforsamlingens dagsorden. Det ekskluderede medlem har ret til at få foretræde for generalforsamlingen og fremføre sit forsvar. 
   
 §4 Æresmedlemmer.
 4.01 Æresmedlemmer kan efter bestyrelsens forslag udnævnes af foreningens generalforsamling med mindst 3/4 flertal af de afgivne stemmer. Æresmedlemmer har taleret, men ikke stemmeret på foreningens generalforsamling. Æresmedlemmer fritages for betaling af årskontingent.
   
 §5 Generalforsamlingen.
 5.01 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed med de indskrænkninger, der følger af disse vedtægter.
 5.02 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov eller når mindst 1/4 af foreningens medlemmer skriftligt fremsætter ønske herom til bestyrelsen med angivelsen af baggrunden herfor. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 7 uger efter, at begæring herom er fremsat. 
 5.03 Generalforsamlingen indkaldes med mindst 4 ugers varsel skriftligt til medlemmerne med angivelse af foreløbig dagsorden. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen fremsendes til formanden der foreligger forslagene for bestyrelsen. Forslag skal være fremsendt 14 dage før generalforsamlingen. Forslag der skal behandles skal være bilagt relevant materiale. På generalforsamlingen fremlægges en endelig dagsorden.
 5.04 På generalforsamlingen kan der kun træffes beslutning om de forslag, der har været optaget på dagsordenen. Fremkommer der forslag under afholdelse af generalforsamlingen henvises disse forslag til punktet eventuelt.
 5.05 Stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, som med gyldigt medlemsbevis dokumenterer deres adgangsberettigelse og som senest 4 uger inden generalforsamlingens afholdelse er registreret som medlemmer af foreningen og som senest 8 dage inden generalforsamlingens afholdelse skriftligt har meddelt sin deltagelse i generalforsamlingen. Tilmelding kan ske med brev eller ved elektronisk mail. (I indkaldelse til generalforsamling angives elektronisk adresse hvortil der kan ske tilmelding). 
 5.06 Hvert medlem har én stemme. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde. Der kan således ikke stemmes ved fuldmagt. 
 5.07 Generalforsamlingens beslutninger afgøres ved simpelt flertal, medmindre disse vedtægter foreskriver andet.
 5.08 Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en af bestyrelsen udpeget dirigent, som ikke må være et medlem af bestyrelsen. Dirigenten afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde, stemmeafgivningen og resultatet af disse.
 5.09 Over det på generalforsamlingen passerede udarbejdes beslutningsreferat, der underskrives af dirigenten. 
 5.10 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i oktober måned.
 5.11

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende:

 

1.     Valg af dirigent.

2.     Bestyrelsens beretning om foreningens aktiviteter i det forløbne år.

3.     Fremlæggelse og godkendelse af revideret årsregnskab.

4.     Bestyrelsens orientering om planer for fremtidige aktiviteter.

5.     Behandling af indkomne forslag.

6.     Fastlæggelse af kontingent.

7.     Valg af medlemmer til bestyrelsen.

8.     Eventuelt.

   
 §6  Bestyrelsen.
 6.01

Foreningens bestyrelse består af 1 formand og 5 medlemmer, der udpeges således:

 

  • Foreningens formand, vælges af generalforsamlingen for 1 år ad gangen.

     

  • 4 medlemmer vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen.
    De generalforsamlingsvalgte medlemmer af bestyrelsen er på valg skiftevis.
     

  • I forbindelse med foreningens stiftelse vælges 2 af udvalgets medlemmer, derfor alene for 1 år.

 6.02 Genudpegning og genvalg af medlemmer til bestyrelsen kan finde sted.
 6.03 Et medlem af bestyrelsen, der gør sig skyldig i en handling, som gør den pågældende uværdig til fortsat at være medlem af bestyrelsen, skal udtræde af denne. 
 6.04 Et medlem af bestyrelsen, som på grund af længerevarende forfald eller anden svækkelse har vist sig ude af stand til at varetage hvervet som medlem af bestyrelsen, eller som har vist sig uegnet, skal udtræde af bestyrelsen.
 6.05 Såfremt et af de af generalforsamlingen valgte medlemmer til bestyrelsen udtræder i valgperioden, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv med et nyt medlem blandt foreningens myndige medlemmer for den resterende valgperiode.
   
 §7 Bestyrelsens virksomhed.
 7.01 Bestyrelsen forestår den overordnede styring og ledelse af foreningens aktiviteter og virksomhed samt varetager foreningens tarv indadtil og udadtil. Bestyrelsen forestår således eksempelvis den løbende tilrettelæggelse og afvikling af foreningens aktiviteter, indkøb af evt. gevinster m.v., køb og salg af inventar, edb-udstyr, tryksager til brug for driften af foreningens aktiviteter, indgåelse eller ophævelse af aftaler om leje af lokaler m.v. eller medlemskab af interesseorganisationer m.v.
 7.02 Formanden har det overordnede ansvar for tilrettelæggelsen og styringen af foreningens daglige arbejde. Bestyrelsen fastsætter selv en forretningsorden for sit arbejde.
 7.03 Bestyrelsen holder møder, når formanden finder det fornødent. Endvidere er  formanden forpligtet til at indkalde til møde i bestyrelsen, når mindst 1 af bestyrelsens medlemmer eller foreningens revisor fremsætter begæring herom.  Formanden indkalder til møde i bestyrelsen med 8 dages skriftligt varsel. Indkaldelsen skal indeholde dagsordenen for mødet. Formanden er forpligtet til som minimum at indkalde til et årligt regnskabs- og budgetmøde i bestyrelsen, der afholdes inden udgangen af november måned.
 7.04 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer deltager i mødet, herunder formanden. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. 
 7.05 Bestyrelsen træffer beslutning ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
 7.06 Over bestyrelsens beslutninger føres beslutningsreferat, der under­skrives af formanden og referenten. Beslutningensreferatet udsendes herefter til de øvrige bestyrelsesmedlemmer til godkendelse.
 7.07 Bestyrelsens medlemmer modtager ikke vederlag for deres arbejde i bestyrelsen og i foreningen i øvrigt. 
   
 §8 Tegning og hæftelse. 
 8.01 Foreningen tegnes af formanden sammen med yderligere 1 medlem af bestyrelsen.
 8.02 For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen hæftelse for foreningens forpligtelser.
 8.03 I forbindelse med foreningens indgåelse af aftaler og kontrakter m.v. påhviler det formanden at gøre det klart for foreningens samarbejds- og kontraktparter m.v., at foreningen er en selvstændig juridisk forening. Dette skal ligeledes fremgå af foreningens brevpapir, opslag, eventuelle hjemmeside m.v.
   
 §9 Regnskab.
 9.01 Foreningens regnskabsår er 01. Juli til 30. Juni.
   
 §10  Revision. 
 10.01 Årsregnskabet revideres af en på generalforsamlingen valgt registreret eller statsautoriseret revisor. 
 10.02 Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for udarbejdelse og aflæggelse af årsregnskab og budget. Det reviderede årsregnskab og budget forelægges for den ordinære generalforsamling til godkendelse. 
 10.03 Foreningens revisor kan til enhver tid foretage uanmeldte kasseeftersyn og forlange indsigt i foreningens regnskabsbilag og kassebeholdning m.v. 
   
 §11 Uddeling og overskudsanvendelse. 
 11.01 Bestyrelsen træffer beslutning om anvendelse og uddeling af foreningens overskud til Børnehjælpsdagen af 1904. Beslutningen skal godkendes af generalforsamlingen.
   
 §12 Vedtægtsændringer. 
 12.01 Forslag om ændring af foreningens vedtægter kan kun behandles, når forslag herom er optaget på dagsordenen for en generalforsamling, jfr. § 5.04 og skal for at få gyldighed vedtages af generalforsamlingen med mindst 2/3 flertal af de afgive stemmer. 
   
 §13  Foreningens opløsning.
 13.01 Beslutning om foreningens opløsning træffes af en generalforsamling efter indstilling fra foreningens bestyrelse. Beslutningen om opløsningen kan kun behandles, når forslaget er optaget på dagsordenen på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Beslutning om opløsningen af foreningen skal for at få gyldighed vedtages af generalforsamlingen med mindst 2/3 flertal af de afgivne stemmer. 
 13.02 Ved opløsningen foretages udlodningen af foreningens eventuelle netto formue efter indstilling fra foreningens bestyrelse til andre organisationer eller institutioner der opfylder foreningens formål om at hjælpe anbragte eller omsorgsvigtede børn og unge.
   
  Som dirigent:
  Niels Jørgen Bøhnke
   
  Således vedtaget på den stiftende generalforsamling, tirsdag den 16. Oktober 2007, revideret på generalforsamlingen 26. oktober 2010 og revideret på generalforsamlingen 11. november 2013.
  Mogens Nielsen • Niels Jørgen Bøhnke • Mie Overvad   
  Vibeke Kokman • Stefan Harboe Andersen • Alex Gelardi